Opgradering/justering af Villa Stabbia
Ombygning
Villa Stabbia har indtil nu fungeret som dels : Et privat hjem, produktion af oliven (agri), et eksklusivt feriested med udlejning af ferielejligheder (tourismo) og som rideskole.
Med vor overtagelse bliver fokus fremadrettet alene på ferieophold for os aktionærer i kombination med forsat økologisk olivenproduktion.
Derfor tilpasses bygningerne hertil med udvidelse af kapaciteten, styrkelse af fællesfaciliteter samt tilpasning til os danskeres ønske om lys, udendørsfaciliteter og -rum.
De væsentligste ting er:
- Antallet af boenheder øges til i alt 25-28 stk.
Dette sker dels ved at Villaen og lejligheder anvendt til privat hjem ombygges og udstyres med faciliteter som de øvrige boenheder, og ved at større eksisterende lejligheder opdeles og udstyres hver som to boenheder.
Endelig kan en garage eventuelt ombygges til to boenheder og et lejehus til en boenhed. Derfor skelnes mellem i alt 25 eller 28 boenheder.
- Boenhederne får alle et ”løft”.
Dele af interiør såvel ude som inde og udsmykning fornyes, alle madraser udskiftes, nyt sengelinned og dyner efter skandinavisk tradition, køleskabe, kaffemaskiner og aircondition i alle boenheder, forbedret belysning, opdatering af køkkener og ved opdeling af lejligheder ny installation af badeværelser.
- Forbedrede fællesfaciliteter inde og ude.
Større fælles køkken i Villaen installeres, stueetagen i Villaen tilpasses til at blive funktionelle fællesarealer, ny overdækket større spiseplads i haven, flere terrasser/uderum anlægges, ridebane ombygges til multi-/tennisbane, swimmingpool udvides og belægning renoveres, ekstra p-pladser anlægges, orageriet renoveres.
- Facaderenovering af Villaen.
Den påbegyndte facaderenovering af Villa og sidehuset færdiggøres, Villaen males i original ”Toscanagul” farve.
- Opgradering af dele af kloak og el:
Med flere gæster udvides kapaciteten med ekstra septiktank og dele af el systemet i Villaen renoveres. Den samlede budgetramme hertil er kr. 13.391.250.
Vi gennemfører dette fordelt over flere etaper, der færdiggøres og afregnes enkeltvis. Formålet er at sikre en stram styring af økonomien og tidsfrister.
Fra overtagelse frem til og med uge 42, skolernes efterårsferie, udføres mindre opgraderinger. Herefter påbegyndes en mere omfattende ombygning.
Når vi har tidsplanen helt klar, vil den blive lagt her på hjemmesiden.
Indtil da vil vi gerne i billeder vise, hvilken stil vi sigter efter, når vi tænker opgradering af Villa Stabbia. Billederne nedenstående er således referencebilleder, der skal give et indtryk af, hvordan Villa Stabbia kommer til at tage sig ud i fremtiden.